Mange virksomheder står overfor juridisk ballade og sure kunder, da antallet af klager over uønskede telefonopkald er steget markant de seneste år.
Flere og flere forbrugere henvender sig til Forbrugerombudsmanden med klager over ulovligt telefonsalg. Forbrugerombudsmanden er den instans, der sørger for, at virksomheder handler i overensstemmelse med loven samt principperne for god markedsføringsskik. Grundlæggende handler god markedsføringsskik om, at virksomheder skal opføre sig ordentligt i deres markedsadfærd.
Forbrugerombudsmanden opstiller retningslinjer og normer indenfor markedsføring i Danmark, som gør reglerne fair og lige for alle erhvervsdrivende. Derudover har Forbrugerombudsmanden et særligt fokus på at beskytte forbrugere, børn og unge.
Før en virksomhed kan henvende sig til en forbruger for at sælge eller markedsføre produkter, er den forpligtet til at tjekke, om forbrugeren er tilmeldt Robinsonlisten. Hvis dette er tilfældet, må virksomheden ikke kontakte forbrugeren.
Tre hurtige om Forbrugerombudsmanden:
- Den nuværende Forbrugerombudsmand er cand. jur. Christina Toftegaard Nielsen, der har haft stillingen siden 1.marts 2015.
- Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren, men er politisk uafhængig.
- Forbrugerombudsmanden er en statsansat jurist, der blev indført i 1974 med inspiration fra Sveriges ombudsman.
Kilde: Forbrugerombudsmanden
Ulovligt telefonsalg
Forbrugerombudsmanden smækker eksempelvis røret på og uddeler bøder, hvis en virksomhed ringer til en forbruger, der har frabedt sig opkald, eller er tilmeldt Robinsonlisten – et register, hvor man kan undgå alle former for uanmodede telefonopkald fra virksomheder. Læs mere om Robinsonlisten – HER.
I Danmark er telefonsalg som hovedregel forbudt og manglende overholdelse fra en virksomhed kan være strafbart med bøde eller fængselsstraffe. Dog er der enkelte undtagelser inden for visse brancher, der giver virksomheder lov til at ringe forbrugere op. Dette gælder virksomheder, som vil sælge forsikringer, aviser, ugeblade og bøger samt abonnementer til redningstjenester og sygetransport.
Antallet af klager stiger
Forbrugerombudsmanden har over de seneste år kunnet konstatere en markant stigning i antallet af klager over uønskede opkald fra sælgere. I 2019 nåede klagebunken sit hidtil højeste med hele 920 klager, viser tal fra Forbrugerombudsmanden. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger i en pressemeddelelse fra 2020:
”Klager over uønsket telefonsalg er steget kraftig det seneste år, og antallet er mere end fordoblet. Det har indtil videre ført til politianmeldelse af 29 virksomheder for ulovligt telefonsalg.”
Kilde: Forbrugerombudsmanden Pressemeddelelser 2020
Hos forbrugerombudsmanden har tendensen over de seneste år været klar, og det er især klager over salg fra tele- og energibranchen, der er vokset. På nedenstående graf ses udviklingen over de seneste år, hvoraf klagebunken på Forbrugerombudsmandens bord er steget markant.
Kilde: Forbrugerombudsmanden